Månedens vin Februar: Økologisk verdensklasse fra Chateau Valcombe

chateau valcombe

Månedens vin februar er relativt ny i vores sortiment, men er på kort tid blevet en favorit hos os selv og vores kunder – og det med god grund. Vinene fra vores nye venner hos Chateau Valcombe er nemlig alt det, vi elsker: certificerede økologiske, fulde af smag og lavet med respekt for både naturen, processen og vinen.

Château Valcombe dækker et areal på 36 hektar og er beliggende  ved foden af Mont Ventoux. På markerne omkring byerne Saint Pierre de Vassols og Mazan dyrker Luc Guénard de klassiske Rhône druer efter familiens traditionelle værdier og med fuld respekt for miljøet. Siden 2013 har vingården endda været certificeret økologisk. Kombinationen af Valcombes unikke terroir, økologisk vindyrkning i perfekt harmoni med miljøet, og det specielle klima i Ventoux-området giver kraftfulde vine med karakter og en velafbalanceret smag.

Det gælder afgjort også for månedens vin, 2014 Epicure. Produceret på en klassisk blanding af 60 % Grenache, 25 % Carignan og 15 % Syrah fremstår den rubinrød i glasset med duft af moden frugt, kirsebær, blommer og et hint af lakrids. I munden er den afbalanceret med god friskhed, stor struktur og venlige tanniner samt en behagelig eftersmag, som er vedvarende og markant.

Rhône vine er often særdeles gode og alsidige madvine, og således påstår producenten da også lettere kæphøjt, at Epicure vil være et oplagt valg til hvad som helst, du kunne finde på at spise. Skulle vi præcisere det lidt nærmere, ville vi nok foreslå at drikke den ved omkring 16-18 grader som et perfekt match til grillet rødt kød eller kraftige og/eller krydrede retter som f.eks. lammekølle… Og det kunne du meget passende gøre her i løbet af vinteren. Vores venner hos Chateau Valcombe mener nemlig selv, at vinen fremstår helt perfekt frugtig og åben her 3-4 år efter høståret, hvilket vi slet ikke er uenige i. Men bare rolig, er du mere til afdæmpede, modne toner, og vil du hellere vente, er det heller ikke noget problem. Vinen vil holde sig rigtig flot op til ti år fra høståret, forsikrer de os.

 

Chateau Valcombe: Perfektionistisk tilgang til vinproduktion

Hvordan skabes sådan et flot udtryk og potentiale i en vin, som i bund og grund er vingårdens ”standardvin”, tænker du måske? Igennem en nærmest perfektionistisk tilgang til naturen, druer og produktionsprocessen, må svaret lyde.

Chateau Valcombes vine kommer fra vinstokke med en gennemsnitsalder på er mere end 50 år, og når det kommer til selve produktionen er kvalitet fremfor kvantitet vinhusets fornemste filosofi: alt arbejde vedrørende pasning, plejning og beskæring af vinstokkene sker i hånden. Det samme gør i øvrigt høsten, som også på alle måder foretages så nænsomt som muligt. Vingården er placeret klods op ad markerne, og dermed undgår man længere transport og beskadigelse af druerne. De ankommer intakte og fulde af saft og aroma til vingården, hvor tyngdekraften alene fører dem videre til tankene, hvor gæringen foregår uforstyrret i kælderens konstant og perfekte temperatur.

Filosofien bag hele processen er, at alt skal gøres så naturligt som muligt, og at intet vindes ved at fremskynde processen eller blande sig unødigt. Det giver hvad Luc selv kalder et ægte og ærligt produkt, som han kan stå inde for, og som vi hos Vestergaard Wines  kan være stolte af at have i sortiment.

2014 Epicure – Château Valcombe – Ventoux, Rhône, Frankrig – Bestil i dag, eller køb den hos en af vores mange forhandlere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: