Månedens vin juni: 2017 Dune Gris de Gris

Månedens vin her i juni er af den slags, der får mange til at trække på smilebåndet. Dels på grund af navnet, Dune Gris de Gris, dels på grund af farven som man nok kunne beskrive som i den lyse ende af rosé-spektret. Okay, lad os bare være helt ærlig, nogle ville nok kalde den lidt fimset!

Gris de Gris

Men denne flotte, blege rosé er dog absolut intet at grine af, hverken når det kommer til navnet eller til farven: Lad os bare sige det med det samme, det lidt besynderlige navn har absolut ikke noget med en gris at gøre. Gris betyder grå, eller i dette tilfælde nok nærmere bleg, og henviser til måden vinen produceres på. Vi har nemlig her at gøre med en rosé, som laves udelukkende på røde druer høstet ved Rhône-flodens delta ved middelhavet, i dette tilfælde 90 % Grenache og 10 % Carignan. I modsætning til de fleste røde vine og andre roséer, produceres den dog på fuldstændig samme måde, som man normalt laver hvidvin, nemlig med gæring uden skallerne, som filtreres fra efter presning.

Denne specielle produktionsmetode skaber en frisk og dejlig vin med masser af de røde druers frugt men uden nævneværdig tanniner og garvesyre, og det er faktisk også netop denne proces, hvor kun meget lidt af de røde druers farve trækker ud i vinen, der giver den sin meget sarte rosa noter, som man på ingen måde skal lade sig narre af. På trods af den blege farve er vinen nemlig et sandt festfyrværkeri af duft og smag:

Du mådes først og fremmest af en sødlig næse med noter af eksotiske frugter som fersken, grape og mandarin, mens du I den forfriskende, halvtørre og fantastisk bløde mundfylde finder både hindbær, endnu mere fersken og endda en noget overraskende men på ingen måde ubehagelig note af skumbanan.

Vinen er fremragende for sig selv, som sun-downer, aperitif eller endda blot en lille tørstslukker midt på dagen, men fylden, den lette sødme og frugtigheden gør den også perfekt til frugt, salater eller lettere retter med fisk eller kylling.
Prøv den i dag og lad dig forelske i den blege rosé med den overraskende fylde og den runde smag. Vi håber at du vil blive lige så overrasket som vores andre kunder, der efterhånden har taget Dune Gris de Gris til sig som et fast sommerritual.

Og husk: slår enkeltflasker ikke til når først du er blevet forelsket, så har vi skam også Gris de Gris i den meget populære 3 liters Bag-in-Box størrelse til sommerens lune aftner. Her kan man snakke om papvin, der er til at forstå!

Bestil den her, eller hos en af vores forhandlere!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

%d bloggers like this: