Månedens vin oktober: Australsk Primitivo med sjæl og attitude

kangarilla road winery

Ja, nu tænker du måske allerede “Primitivo fra Australien, hva’be’har?” – men hør nu lige på os. Månedens vin er nemlig en helt unik vin fra et helt unikt vinhus.

Tæt på Sydspidsen af Australien ved det Indiske Ocean i kernen af det kendte vinområde McLaren Vale ligger et af vores fjernest beliggende men mest spændende vinhuse; Kangarilla Road. Her regerer levemanden Kevin, hans kone Helen og den surfende søn, Charlie, og herfra laver de australsk vin, som er – ja, lad os bare sige lidt udover det sædvanlige.

Du kan glemme alt om den klassiske, varme marmeladevin, som du sikkert kender fra supermarkedet. Hos Kangarilla Road laver man australsk vin efter europæisk forbillede i et nærmest Middelhavsagtigt klima, og det sker med en tilpas stor mængde af spræl og personligt touch til, at man rammer noget, som er helt, helt specielt.

Vinene fra Kangarilla Road er umiskendeligt australske med masser af varme og frugt, men samtidig helt deres egne; fyldt med nerve, syre og spræl. Det er moderne australsk vin fyldt med attitude og leg, og vi er ærligt talt faldet pladask for det.

Hos Kangarilla Road arbejder man nemlig ikke kun med klassiske sorter for det australske klima, men eksperimenterer også med mere uvante europæiske druer, som nu her Primitivo men også for eksempel Grüner Veltliner og Pinot Blanc. Og den slags eksperimenter er langt fra kedelige. Blandt andet laver man stor succes med en mousserende, tør Shiraz, og en ligeledes sprudlende men sød Moscato, og ja, så er der jo lige det med den australske Primitivo.

2015 Primitivo fra Kangarilla Road

Månedens vin i oktober, 2015 Primitivo, er et frisk og spændende pust i forhold til så meget andet vin fra landet down under, og for den sags skyld meget af det Primitivo, der drikkes herhjemme. Vi har her at gøre med hvad der vel må betegnes som en Italiensk hofdrue, som er rejst Down Under, med alt hvad det indebærer af charme: solkysset, som det ikke kan undgås i Australien, men stadigvæk med masser af indflydelse og karakter fra det mildere, nærmest Middelhavsagtige kystklima, man finder i dyrkningsområdet.

I næsen er den gennemsyret af noter af søde, røde bær, krydderier så som stjerneanis og forførende noter af blomstrende røde roser. Ganen mødes først af en venlig syre, der afløses af noter af tørret frugt og urter, og flere røde bær – især hindbær. Eftersmagen er lang og nærmest sødmefuld med afbalancerede og blide tanniner, som bare tigger på en slurk mere. Nyd den gerne lige under stuetemperatur af store glas til et rigtigt efterårsmåltid med oksesteg, grillede bøffer, endda and eller til kraftige oste.

Den forunderlige australske Primitivo er vidunderlig moden nu, men kan helt uden problemer gemmes i op til 10 år fra høståret uden at lide herunder.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *